Denne side er tilegnet min søn Jepser, der døde
af kræft d. 19/7/98.
Jesper
levede et helt normalt liv, indtil han som knap 5- årig blev
syg. Efter at
have rendt lægerne på dørene, blev han endelig indlagt på
Glostrup sygehus,
april 96, hvor de desværre fandt ud af at han havde kræft. Dagen
efter blev
vi overført til Riget, hvor der en afdeling for kræftramte
børn. Jeg
havde fået
at vide, jeg nok blev chokeret af at se børn uden hår på hovedet,
men dem lagde
jeg slet
ikke mærke til. Vi havde jo nok i os selv de første par dage, hvor
vi lige skulle
sluge "nyheden"
om Jespers sygdom. Der blev taget prøver for at finde ud af,
hvad det var for
en form
for kræft han havde: desværre en med en meget lille chance for at
overleve. Den
form Jesper havde hedder neuroblastom
Følesregisteret
fik en tur der ville noget, først totalt nede i kulkælderen, og
så op igen,
for uanset hvad, skulle vi være stærke for Jespers skyld. Han tog
det heldigvis
pænt, det skal jo klares,
var hans ord. Selv da han fik kemo og blev utrolig
dårlig klarede
han det fint. Det er utroligt hvad børn kan vænne
sig til.
Efter syv kemokure, med op- og ned ture, blev Jesper opereret, og de
fik fjernet det
hele; glade
blev vi. Men da han fik taget en knoglemarvsprøve en måneds tid
efter, var
der stadig
nogle celler tilbage, så de ville prøve at give ham nogle
piller, der aldrig
var givet
til børn. Selvfølgelig ville vi prøve. Samtidig havde jeg læst om
selen, der kunne
hjælpe, på
folk med kræft, så jeg fik Jesper til at tage selen sammen med
kemopiller. Og efter tre mdr.
var kræften sørme væk. Jublende glade tog vi hjem
fra hospitalet og for første gang
i et år tog vi det offentlige
hjem.
Så
skulle alting da også bare prøves, tivoli, bakken indkøb, ja alt det
Jesper ikke
måtte mens han
fik
kemo. 8
mdr. senere fik Jesper desværre tilbagefald, og denne gang var der
intet at gøre
:(. Jespers
ønske var at se Bornholm, så selvfølgelig tog vi ham med til
solskins øen,
hvor han fik
oplevet en masse ting, på hans
præmisser.
På Jespers syvårs dag, fik vi at vide han kun havde et par
uger tilbage at leve i:
Så vi tog ham hjem, vi havde
lovet ham han ikke skulle på hospitalet
mere.
Fire uger fik han hjemme, inden han stille og roligt
sov ind.
DET DØENDE
BARN.
Moder, jeg er træt, nu vil jeg
sove,
lad mig ved dit hjerte slumre
ind;
græd dog ej, det må du først mig
love,
thi din tåre brænder på min
kind.
Her er koldt og ude stormen
truer,
men i drømme, der er alt så
smukt,
og de søde englebørn jeg
skuer,
når jeg har det trætte øje
lukt.
Moder, ser du englen ved min
side? Hører
du den dejlige
musik?
Se, han har to vinger smukke
hvide,
dem han sikkert af Vor Herre
fik;
grøn og gul og rød for øjet
svæver,
det er blomster engelen
udstrør!
Får jeg også vinger mens jeg
lever,
eller, moder, får jeg når jeg
dør?
Hvorfor trykker så du mine
hænder?
Hvorfor lægger du din kind til
min?
Den er våd, og dog som ild den
brænder,
moder, jeg vil altid være
din!
Men så må du ikke længer
sukke,
græder du, så græder jeg med
dig.
O, jeg er så træt! - Må øjet lukke
-
moder - se! Nu kysser englen
mig!
Tusind tak Lis/fru Pip, fordi du sendte mig dette
digt.
www.heltborg-thrane.dk
Altid Elsket
Altid Savnet
Aldrig Glemt
Altid i Hjertet Gemt
|